Moserne og guderne

For jernaldermennesket må moserne have været foruroligende steder fyldt med mystik og fare. Ikke vand, men heller ikke land. Lige fra bondestenalderen har mennesket forbundet moserne med noget kultisk, og foretaget sig noget, vi tolker som religiøse ritualer. Fra jernalderen har vi mange vidnesbyrd om religiøs praksis, fra nedlæggelse af simple madofre over smykker og kostbare sølv- og bronzekedler til våbenofre og menneskeofre. Der er også fundet træfigurer, der tolkes som gudebilleder, i moser og vådområder. Der er derfor ingen tvivl om at jernalderfolkene har betragtet moserne som særlige steder. Steder hvor man kunne få kontakt med guderne. Hvilke guder de dengang troede på, ved vi i dag ikke.

Med træbrolagte plankeveje har man søgt at gøre transporten over dem sikrere, for mosen var også et sted, man færdedes. Bl.a. er man kommet for at grave tørv til brændsel, men særligt vigtig har adgangen til jernets råmateriale, myrmalm, givet været. Gamle tøvegravere fortæller, at der over Bjældskovdal har været en plankevej. En enkelt af de lodretstående pæle, der stod parvis for godt hver meter, er bevaret og C14 dateret til ca. 800–530 f. Kr. altså fra sidste del af bronzealderen. Med de nødvendige reparationer kan den sagtens have fungeret på Tollundmandens tid nogle hundrede år efter. Vi kan forestille os, at det var langs denne vej, de gravede tørv, og måske brugte de samme vej, da de bar Ellingkvinden og Tollundmanden ud og lagde dem i en af de gamle tørvegrave – måske som takoffer til de guder, der gav dem myrmalm og tørv.