Konserveringen af Tollundmanden

Allerede under udgravningen blev det overvejet, hvorledes man skulle forsøge at bevare fundet for fremtiden. Silkeborg Museumsforening havde over for Nationalmuseet givet udtryk for, at man gerne ville udstille Tollundmanden på det nye Silkeborg Museum, som i disse år var under etablering i den ene halvdel af Silkeborg Hovedgård. Therkel Mathiassen fra Nationalmuseet afviste dog ideen om en fuld præparering, både fordi man ikke vidste, hvordan man skulle gøre, men også fordi det ville blive for makabert. I stedet rådede han til, at man forsøgte sig med hovedet, huen, hængningsrebet og bæltet. Silkeborg Museumsforening må have accepteret dette, for det blev resultatet.

I 1950 havde man få erfaringer med at konservere moselig. Det ene af ligene fra Borremosen lå i en formalinopløsning, men det var ikke en god løsning til Tollundmanden, da man ønskede ham udstillet. I stedet lod B. Brorson Christensen og Knud Thorvildsen sig inspirere af en metode, man brugte, når man inden for den medicinske verden præparerede biologisk materiale til mikroskopi. Konservatorerne skulle på samme tid hindre, at hovedet gik i forrådnelse, og at det blev deformeret. Man valgte udtørring som metode, da fjernelse af vandet ville hindre bakterier og svampe i at nedbryde hovedet. Vandet skulle dog erstattes med et formstabilt stof, der ville hindre, at liget mistede sin form, som en soltørret tomat, når vandet blev trukket ud.

Kort fortalt gik metoden ud på at udskifte vandet i cellerne med voks og paraffin. Processen tog godt to år og lykkedes over al forventning. I juni 1952 kunne Therkel Mathiassen i Silkeborg overrække det ny-konserverede hoved til Silkeborg Museumsforening. I mange år var Tollundmanden således udstillet som et hoved med hat, samt bælte og hængningsreb. I slutningen af 1980-erne blev det besluttet at prøve at gensamle eller genskabe Tollundmanden.

Genskabelsen af Tollundmanden.