Clonycavan Man blev fundet i Clonycavan nær Dublin. Halvdelen var blevet ødelagt af en tørvemaskine, men det lykkedes arkæologer at finde ligets overkrop og hoved. Han havde fået et slag i kraniet og over næseryggen med en økse. Håranalyser tyder på at han levede af en diæt der var overvejende vegetabilsk. Han blev dræbt om sommeren eller det tidlige efterår, hvor der har været rige forsyninger af grønsager. Håret er desuden meget specielt idet, det er sat op i en slags knold oven på hovedet, holdt på plads af en blanding af olier og fyrreharpiks. Sidstnævnte har været importeret fra Frankrig eller Sydvestspanien. Han er dateret til mellem 392 og 201 f.Kr. Han er udstillet på National Museum of Ireland.